Formandens beretning for 2025

DKO-formandens beretning 2025

DKO indgår på linje med andre fagområder i DKS-bestyrelse, og er med tiden primært blevet talerør for de praktiserende speciallæger i kirurgi i DKS-regi.

DKO har aktuelt 456 medlemmer, hvoraf langt de fleste er kirurger, men der er også urologer, thoraxkirurger, mammakirurger, plastikkirurger og karkirurger som medlemmer.  Der er omkring 200 pensionerede kollegaer iblandt medlemmerne. Disse medlemmer betaler ikke kontingent, de aktive medlemmer betaler 250 kr om året. 

Bestyrelsen mødes 3-4 x årligt. En af de vigtigste opgaver er at finde en international foredragsholder til fredagsprogrammets DKO-forelæsning på DKS-årsmødet. I den forbindelse vil jeg godt, på DKOs vegne, rette en rigtig stor tak til professor John Karstensen fra Hvidovre Hospital, som år efter år har hjulpet med at formidle kontakt til nogle store kapaciteter indenfor endoskopi, som både er relevant for praktiserende speciallæger og hospitalsansatte kirurger.

DKOs bestyrelse blev valgt i 2021 og derfor er alle på valg iflg vedtægterne. Den nuværende bestyrelse består af Steffen Rosenstock formand for DKO, Lars Herluf Rasmussen næstformand, Ager Lind Poulsen kasserer, Charlotte Gudbrand sekretær, og Claus Buhl Nielsen suppleant for Steffen Rosenstock i FAS. Genvalg af bestyrelsen kan finde iflg reglerne finde sted. Hele bestyrelsen genopstiller bortset fra Asger som er speciallæge i urologi. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at det er en ny urolog som indtræder i bestyrelsen.

Hvert år beslutter bestyrelsen hvem der skal modtage DKO legatet. Man skal være medlem af DKO for at søge DKO legatet på 25.000 kr. Ansøgningsfristen var medio oktober, men der har været meget få ansøgninger i år.

DKOs formand skal på given foranledning fra samarbejdsudvalgene i de enkelte regioner tage stilling til om ydelsesmønsteret for de praktiserende kirurger afviger fra regions- og landsgennemsnittet. Ydelsesmønstret for den enkelte speciallæge sammenlignes med resten af regionen og hele landet for at sikre, at der ikke opkræves for mange eller forkerte honorarer. Hvis ydelsesmønsteret adskiller sig signifikant, kan samarbejdsudvalget i pågældende region kontakte organisationsformanden og bede om en udtalelse. Organisationsformanden ved ikke hvilken en praksis det drejer sig om, da data er anonymiserede. Formanden har i det forløbne år ikke modtaget nogle sager desangående.

Der er i tiltagende grad kirurgiske procedurer som ikke længere udføres i hospitalsregi og derfor lægges ud til de kirurgiske speciallægepraksisser. Indgreb som f.eks simpel hæmoridebehandling, fjernelse af benigne hudtumores, mandlig sterilisation, mariskoperation og variceoperationer foregår stort set kun i speciallægepraksis efterhånden.  For den yngre hospitalsansatte kirurg er det indgreb som ikke er lige så spændende som den større kirurgi der foretages på hospitalerne, men patienterne er derude og forventer at blive behandlet. Det er yderst fornuftigt og også FAPSs og politikernes ønske at disse procedurer, som netop ikke kræver hospitalsindlæggelse flyttes ud i speciallægepraksis. Det kan dog medføre et uddannelsesmæssigt problem, fordi yngre kirurger ikke opnår erfaring i disse småprocedurer. Uddannelsesreformen har ligeledes gjort at mange nyuddannede kirurger ikke har haft et ophold på urologiske eller karkirurgiske afdelinger. Det er DKOs holdning at kirurgiske procedurer, uanset hvor små de er, bør laves af speciallæger, som er uddannet eller har lang erfaring i disse procedurer, dvs. at sterilisationer udføres af urologer, og varicebehandling af karkirurger.

De fleste praktiserende speciallæger skoperer dagligt og udfører imellem 800 og 1200 skopier årligt. Det er med til at forhindre at de i forvejen meget belastede endoskopi afsnit bliver yderligere overbebyrdede. De kirurgiske speciallæger bistod i flere år hospitalerne med de såkaldte kræftpakke koloskopier under en §64 aftale. Denne aftale, som ellers fungerede upåklageligt for både patienter og speciallæger, har hospitalerne desværre sat i bero.  Det høje antal skopier som udføres i praksis gør, at de praktiserende speciallæger opnår stor erfaring i at skopere. Desværre er processen med at få HU læger ud i praksis til oplæring ikke rigtigt kommet videre.

Afslutningsvist vil jeg på bestyrelsens vegne sige at DKO støtter op om FAPSs ønske om at der skal oprettes flere ydernumre bl.a. i kirurgi. I Region Hovedstaden er det et mindre problem, men i Region Sjælland og specielt i de andre regioner er der meget langt imellem speciallægerne.  DKOs anbefaling er derfor at der oprettes et begrænset antal nye ydernumre i kirurgi primært i yderområderne af Danmark.

Pbv

Steffen Rosenstock

Formand for DKO